The boss of a big company needed to call one of his employees about an urgent problem with the main computer.
He dialed the employee’s home phone number and was greeted with a child’s whispered, “Hello?”
Feeling put out at the inconvenience of having to talk to a youngster, the boss asked, “Is your daddy home?”
“Yes,” whispered the small voice.
“May I talk with him?” the man asked.
To the surprise of the boss, the small voice whispered, “No, he’s busy.”
Wanting to talk with an adult, the boss asked, “Is your Mommy there?”
“Yes,” came the answer.
“May I talk with her?”
Again the small voice whispered,“No, she’s busy.”
Knowing that it was not likely that a young child would be left unattended, the boss decided he would just leave a message with the person who should be there watching over the child. “Is there any one there besides you?” the boss asked the child.
“Yes,” whispered the child, “A policeman.”
Wondering what a cop would be doing at his employee’s home, the boss asked, “May I speak with the policeman?”
“No, he’s busy,” whispered the child.
“Busy doing what?” asked the boss. “Talking to Daddy and Mommy and the fireman,” came the whispered answer.
Growing concerned and even worried as he heard what sounded like a helicopter through the earpiece on the phone, the boss asked, “What is that noise?”
“A hello-copper,” answered the whispering voice.
“What is going on there?” asked the boss, now alarmed.
In an awed, whispering voice, the child answered, “The search team just landed the hello-copper.”
Alarmed and more than just a little frustrated, the boss asked, “Why are they there?”
Still whispering, the young voice replied with a giggle, “They’re looking for me.”
Source: http://services.juniata.edu/jcpress/lantern/june_july03.pdf
Author: Morten
Crazy people
Here’s to the crazy ones. the misfits.
The rebels.
The troublemakers.
The round pegs in the square holes.
The ones who see things differently.
They’re not fond of rules.
And they have no respect for the status quo.
You can praise them, disagree with them, quote them, disbelieve them, glorify them or vilify them.
About the only thing you can’t do is ignore them.
Because they change things.
They invent.
They imagine.
They heal.
They explore.
They create.
They inspire.
They push the human race forward.
Maybe they have to be crazy.
How else can you stare at an empty canvas and see a work of art?
Or sit in silence and hear a song that’s never been written?
Or gaze at a red planet and see a laboratory on wheels?
We make tools for these kinds of people.
Because while some see them as the crazy ones, we see genius.
And it’s the people who are crazy enough to think they can change the world, who actually do.
Think different
Historien om Michael
Michael var den type, som man elsker at hade.
Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.
Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ‘Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha’ været tvillinger.’
Han var en naturlig inspirator.
Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen.
Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: ‘Hvordan gør du det?’
Michael svarede: ‘Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør. Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære. Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet. Jeg vælger de positive sider i livet.’ ‘Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt’, protesterede jeg. ‘Det er det,’ sagde Michael. ‘Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg. Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør. Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør. Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv.’
Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt. Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet – i stedet for bare at reagere på det.
Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke med et fald på 20 meter fra en radiomast.
Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.
Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ‘Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arene?’
Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken. ‘Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. ‘Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg. Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve.’
‘Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?’, spurgte jeg.
Michael fortsatte: ‘Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange. I deres øjne stod skrevet: ‘Han er dødsens!’
Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget.’ ‘Hvad gjorde du så?’ spurgte jeg.
‘Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig,’ sagde Michael. ‘Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. ‘Ja’, svarede jeg.
Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg trak vejret dybt ind og råbte: ‘Tyngdekraften!’
Og mens de lo, sagde jeg til dem: ‘Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død.’
Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.
Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.
Holdning er – trods alt – alt.
Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv.
Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.
The mexican fisherman
An American businessman took a vacation to a small coastal Mexican village on doctor’s orders.
Unable to sleep after an urgent phone call from the office the first morning, he walked out to the pier to clear his head.
A small boat with just one fisherman had docked, and inside the boat were several large yellowfin tuna.
The American complimented the Mexican on the quality of his fish. “How long did it take you to catch them?” the American asked.
“Only a little while,” the Mexican replied in surprisingly good English.
“Why don’t you stay out longer and catch more fish?” the American then asked.
“I have enough to support my family and give a few to friends,” the Mexican said as he unloaded them into a basket.
“But… What do you do with the rest of your time?”
The Mexican looked up and smiled. “I sleep late, fish a little, play with my children, take a siesta with my wife, Julia, and stroll into the village each evening, where I sip wine and play guitar with my amigos. I have a full and busy life, senor.”
The American laughed and stood tall. “Sir, I’m a Harvard M.B.A. and can help you. You should spend more time fishing, and with the proceeds, buy a bigger boat. In no time, you could buy several boats with the increased haul. Eventually, you would have a fleet of fishing boats.”
He continued, “Instead of selling your catch to a middleman, you would sell directly to the consumers, eventually opening your own cannery. You would control the product, processing, and distribution. You would need to leave this small coastal fishing village, of course, and move to Mexico City, then to Los Angeles, and eventually to New York City, where you could run your expanded enterprise with proper management.
The Mexican fisherman asked, “But, senor, how long will all this take?” To which the American replied, “15-20 years, 25 tops.”
“But what then, senor?” The American laughed and said, “That’s the best part. When the time is right, you would announce an IPO and sell your company stock to the public and become every rich. You would make millions.”
“Millions senor? Then what? “Then you would retire and move to a small coastal fishing village, where you would sleep late, fish a little, play with your kids, take a siesta with your wife, and stroll in to the village in the evenings where you could sip wine and play your guitar with your amigos…”
Professoren og syltetøjsglasset
Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige; når 24 timer pr. dag ikke er nok, så husk syltetøjsglasset og kaffen…
En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig.
Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde.
Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det.
Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene.
Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var.
Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset.
Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene. Studenterne grinede…
“Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af.
“Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv.
Golfboldene er de vigtige ting – jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner – De ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt.
Småstenene er de andre ting, der betyder noget – såsom job, hus, bil osv.
Sandet er alle de andre småting”.
Professoren fortsatte: “Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene.
Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer.
Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke.
Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene.
Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne – resten er bare sand
En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede.
Professoren smilede: “Jeg er glad for at du spørger.”
“Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven”