Category: Danish

Har du nogensinde set på børn på en karrusel?

Eller lyttet til regnen, der slår mod jorden?

Nogensinde fulgt en sommerfugls elegante leg?

Eller kigget på solen, mens den gik mod nat?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt. 
Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Farer du gennem dine dage meget hurtigt?
Når du spørger ”hvordan går den”?
Hører du så svaret?
Når dagen er forbi, ligger du så i din seng med de 
næste hundrede opgaver kørende i hovedet?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt.
Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Har du nogensinde sagt til dit barn, vi gør det i morgen?
Og nåede du ikke at se, hvor det sårede ham/hende?
Har du nogensinde mistet overblikket, mistet gode venner, 
fordi du ikke havde tid til at ringe og sige ”Hej”?

Tag en stille dans. Ikke så hurtigt.
Livet er kort.
Musikken varer ikke ved.

Når du farer sådan af sted,
mister du halvdelen af 
glæden ved at nå det.
Når du bekymrer og skynder dig hele dagen,
er det som en uåbnet gave.
Bare smidt væk.

Livet er ikke et væddeløb.
Tag den med ro. 
Hør musikken inden sangen er forbi 😉

En amerikansk bankmand står ved havnen i en lille mexicansk landsby ved kysten, da en lille fiskerbåd med kun en mand om bord kom ind fra havet.

I båden var der flere store gule tunfisk. Amerikaneren roste fiskeren for kvaliteten af hans fisk og spurgte om, hvor lang tid det tog ham at fange dem.

Mexicaneren svarede: “Jamen, ikke så længe”.

Amerikaneren kiggede skævt til fiskeren: “Hvorfor blev du så ikke længere ude for at fange endnu flere fisk?”

Mexicaneren smilede: “Med disse har jeg rigeligt til, at min familie kan spise.”

Så spurgte Amerikaneren: “Men hvad laver du så med resten af din tid?”

“Nå,” sagde fiskeren, “Jeg sover længe, fisker lidt, leger med mine børn, tager en siesta med min kone, Maria, går en tur ind i byen, hvor jeg hver aften nyder et glas vin og spiller på guitar sammen med mine venner. Jeg har et travlt og fuldt liv.”

“Jamen, prøv at høre min fine ven,” grinede Amerikaneren, “jeg er en Harvard MBA og kan hjælpe dig! Du skulle bruge mere tid på at fiske og så kan du sælge det, du ikke kan spise. Med de ekstra penge du tjener, kan du købe en større båd og med profitten fra den større båd, kan du købe flere og flere både. Istedet for at sælge fisk til en mellemmand, så sælger du direkte til firmaet og til sidst kan du abne dit eget mad firma. Du ville have kontrol over produktet, udviklingen og distributionen! Du bliver dog nødt til at flytte fra denne lille landsby og flytte til Mexico City, og derfra til Los Angeles og så New York til sidst, for at køre din ekspanderende forretning.”

“Wow!” siger fiskeren, “Hvor lang tid mener du, det vil tage for at gøre det?”

“Jamen, ikke mere end 15-20 år,” svarede Amerikaneren.

“Men hvad så bagefter?” spurgte fiskeren.

Amerikaneren lo højt, “Ha! Nu kommer den bedste del. Når tiden er inde, så sælger du aktier i firmaet og du skaber en formue for dig selv – millioner måske!”

Mexicaneren kiggede helt paf på bankmanden, “Millioner? … Og hvad så?”

“Så kan du gå på pension.” svarede Amerikaneren, “Flytte til en lille landsby ved kysten, hvor du kunne sove længe, fiske lidt, lege med dine børn, tag siesta med din kone. Om aftenen kan du gå ud og spille guitar og drikke med dine venner.”

Michael var den type, som man elsker at hade.
Han var altid i godt humør og havde altid noget positivt at sige.
Når nogen spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ‘Hvis jeg havde det bedre, ville jeg ha’ været tvillinger.’
Han var en naturlig inspirator.
Hvis en af de ansatte havde en dårlig dag, var Michael der og fortalte den ansatte, hvordan man kunne se det positive i situationen.
Jeg blev nysgerrig og en dag spurgte jeg ham: ‘Hvordan gør du det?’
Michael svarede: ‘Hver morgen vågner jeg og siger til mig selv: Du har to valgmuligheder i dag. Du kan vælge at være i godt humør eller du kan vælge at være i dårligt humør. Jeg vælger at være i godt humør. Hver gang, der sker noget slemt, kan jeg vælge at være et offer eller jeg kan vælge at lære af det. Jeg vælger at lære. Hver gang nogen kommer til mig og klager, kan jeg vælge at acceptere deres klager eller jeg kan vælge at pege på de positive sider i livet. Jeg vælger de positive sider i livet.’ ‘Det er alt sammen meget godt, men det er jo ikke helt så enkelt’, protesterede jeg. ‘Det er det,’ sagde Michael. ‘Livet handler om valg. Når man skærer alt det overflødige væk, så er enhver situation et valg. Du vælger, hvordan du skal reagere på situationerne. Du vælger, hvordan folk skal påvirke dit humør. Det er dig, som vælger, om du vil være i godt eller dårligt humør. Til syvende og sidst er det dit valg, hvordan du lever dit liv.’
Jeg tænkte over, hvad Michael havde sagt. Et stykke tid efter forlod jeg firmaet for at begynde for mig selv. Vi mistede kontakten, men jeg tænkte ofte på ham, når jeg foretog et valg i forhold til livet – i stedet for bare at reagere på det.
Mange år senere hørte jeg, at Michael var indblandet i en alvorlig ulykke med et fald på 20 meter fra en radiomast.
Efter 18 timers operation og ugevis på intensiv afdeling, blev Michael udskrevet fra sygehuset med skinner langs ryggen.
Jeg mødte Michael omtrent seks uger efter ulykken. Da jeg spurgte ham, hvordan han havde det, svarede han: ‘Hvis jeg havde det bedre, måtte jeg være tvillinger. Vil du se arene?’
Jeg spurgte ham, hvad han tænkte under ulykken. ‘Det første, jeg tænkte på, var, hvordan det skulle gå min endnu ufødte datter, svarede Michael. ‘Og mens jeg lå på båren, huskede jeg, at jeg havde to valg. Jeg kunne vælge at leve eller jeg kunne vælge at dø. Jeg valgte at leve.’
‘Var du ikke bange? Mistede du bevidstheden?’, spurgte jeg.
Michael fortsatte: ‘Ambulancefolkene var fantastiske. De sagde hele tiden, at alt nok skulle gå godt. Men da de rullede mig ind på skadestuen og jeg så lægernes og sygeplejerskernes ansigtsudtryk, blev jeg meget bange. I deres øjne stod skrevet: ‘Han er dødsens!’
Jeg vidste, at jeg måtte gøre noget.’ ‘Hvad gjorde du så?’ spurgte jeg.
‘Der var en stor brovtende sygeplejer, som råbte spørgsmål til mig,’ sagde Michael. ‘Hun spurgte mig, om jeg var allergisk over for noget. ‘Ja’, svarede jeg.
Lægerne og sygeplejerne stoppede op, mens de ventede på mit svar og jeg trak vejret dybt ind og råbte: ‘Tyngdekraften!’
Og mens de lo, sagde jeg til dem: ‘Jeg vælger at leve. Operer mig, som om jeg er levende, ikke død.’
Michael overlevede takket være lægernes dygtighed, men også på grund af sin fantastiske holdning.
Af ham lærte jeg, at jeg hver dag kan vælge at leve helt.
Holdning er – trods alt – alt.
Derfor skal du ikke bekymre dig om morgendagen, for morgendagen vil bekymre sig om sig selv.
Hver dag har nok i sin egen udfordring og egentlig er dagen i dag den samme morgendag, som du var bekymret for i går.

Tænk dig en bank som hver morgen sætter 86400 kr. ind på din bankkonto, 
og hver aften tager den pengene tilbage, som du ikke brugte. 
Hva’ ville du gøre med pengene ? Selvfølgelig bruge så mange som muligt ! 
Nu er det sådan at du faktisk har sådan en bank, den kaldes Tiden. 
Hver morgen får du 86400 sekunder, hver aften er tiden sløset bort. For altid. Der findes ingen mulighed for kredit. 
Der findes ingen mulighed for at gemme til fremtiden. Brug derfor din tid så klogt som muligt. 
LEV LIVET

Når tingene i dit liv virker næsten uoverkommelige; når 24 timer pr. dag ikke er nok, så husk syltetøjsglasset og kaffen… 

En professor stod foran sit filosofihold med nogle ting foran sig. 

Da timen begyndte, tog han, uden at sige et ord, et meget stort og tomt syltetøjsglas frem og begyndte at fylde det med golfbolde. 

Da han havde gjort det, spurgte han sin klasse om glasset var fyldt og de var enige om, at det var det. 

Så tog professoren en kasse med småsten frem, og begyndte at hælde dem ned i glasset. Han rystede glasset let, så småstenene fordelte sig imellem golfboldene. 

Derefter spurgte han igen holdet om glasset var fyldt og det mente hans klasse nok, at det var. 

Herefter tog professoren en kasse med sand frem og begyndte at hælde det op i glasset. Sandet fyldte naturligvis de resterende hulrum i glasset. 

Igen spurgte han om det var fyldt. Klassen svarede enstemmigt “ja” og derefter lavede professoren to kopper kaffe og hældte dem begge ned i glasset, hvilket effektivt fyldte de hulrum der var imellem sandkornene. Studenterne grinede… 

“Nuvel” sagde professoren, da latteren var stilnet af. 

“Hvis I nu forestiller jer, at dette glas repræsenterer jeres liv. 

Golfboldene er de vigtige ting – jeres familie, kærester, børn, helbred, venner og yndlingspassioner – De ting som selv hvis alle andre ting gik tabt, og kun disse ting var tilbage, stadig ville gøre jeres liv fuldendt. 

Småstenene er de andre ting, der betyder noget – såsom job, hus, bil osv. 

Sandet er alle de andre småting”. 

Professoren fortsatte: “Hvis I putter sandet ned i glasset først, er der ikke plads til hverken småstenene eller golfboldene. 

Det samme gælder i livet. Hvis I bruger al jeres energi og tid på de små ubetydelige ting, får I aldrig plads til de ting, der er vigtige for jer. 

Vær opmærksom på de ting, der er kritiske for jeres lykke. 

Leg med jeres børn. Pas på jeres helbred. Inviter jeres partner på middag. Tag endnu en runde på golfbanen. Der vil altid være tid til at gøre huset rent og ordne afløbene. 

Tag jer af golfboldene først – de ting der virkelig betyder noget. Få styr på prioriteterne – resten er bare sand 

En af de studerende rakte sin hånd i vejret og spurgte hvad kaffen repræsenterede. 

Professoren smilede: “Jeg er glad for at du spørger.” 

“Det er blot for at vise, at lige meget hvor fyldt dit liv synes at være, så er der altid plads til et par kopper kaffe sammen med en ven”